Omkring 1.400 udstillere fra 60 lande viser sæsontrends for 2011/2012 inden for tæppe- og gulvbelægning, når Domotex åbner dørene 15. januar 2011 og fire dage frem i Hannover
Og alt tyder på, at messen bliver en succes. Ifølge Stephan Ph. Kühne, medlem af bestyrelsen i Deutsche Messe AG, vil den førende internationale messe for tæpper, elastiske og tekstilgulvbelægninger, parket og laminat til næste år fortsat konsolidere sin position som verdens vigtigste branchebegivenhed.
- Mange udstillere har i god tid meddelt deres ankomst, og netop tilslutningen er overvældende positiv allerede nu. Dette viser, at virksomhederne ser forhåbningsfuldt fremad, og at de ønsker at bruge Domotex til at sætte gang i deres forretning, lyder det fra Stephan Ph. Kühne.
Global salgsplatform
Som sagt er messens motto: En verden af oplevelser. Her bliver det muligt at få et totalt overblik over tilbuddene på verdensmarkedet for tæpper og gulvbelægninger. Men Domotex er meget mere end bare et trend- og informationsbarometer. Messen er frem for alt den globale salgsplatform for verdens gulvbelægningsindustri. 82 pct. af udstillerne og 56 pct. af de besøgende kommer fra udlandet. Og det forventes, at der i Hannover bliver afsluttet adskillige konkrete handler.
Satser på livsstilsrelaterede emner
Tæpper og gulvbelægninger er et væsentligt designelement inden for indretningsarkitektur. De skaber forbindelsen mellem rum og møbler, og derfor fokuserer indretningsarkitekter, designere og forbrugere stadig mere på dem. De bliver mere og mere opfattet som livsstilsprodukter. Det vil specielt blive afspejlet på Domotex. For indretningsarkitekter og indkøbere fra fag- og møbelhandler bliver særudstillingen Souk Deluxe og Carpet Design Awards oplagte besøgssteder.
Fokus på bæredygtighed
Et andet hovedemne på messen bliver spændingsfeltet mellem bæredygtighed og arkitektur. Et emne, der ikke er til at komme udenom og som bliver taget op på contractworld - et af messens mange tilbud.
Byggeri er en særligt ressource- og materialekrævende virksomhed, og derfor bliver forholdet mellem arkitektur og bæredygtighed konstant belyst fra nye vinkler. Bygninger skal være ressourcebesparende, miljøvenlige og økonomiske, men samtidig leve op til høje formkrav. Et af højdepunkterne bliver uddelingen af contractworld.award 2011. Så alt i alt venter der fire dage med fast grund under fødderne - vel at mærke fremtidens fundament til allemands fødder verden over.